I Danmark har vi en høj genanvendelsesrate på byggeaffald, men vi er ikke gode til at genbruge affaldet og materialerne direkte i fx nye byggerier. I stedet knuses byggeaffaldet og anvendes ofte som fyld til støjvolde eller underlag til veje. Dertil kommer indholdet af farlige stoffer, hvilket blot øger behovet for en bedre håndtering og genanvendelse af affaldet. Derfor har CLEAN i samarbejde med Amager Ressource Center, Faxe Kommune og Bovia ABB/Kolding Kommune udbudt et projekt baseret på CLEAN-modellen, som skal sikre en innovativ genanvendelse af bygge- og anlægsaffaldet fra nedrevne bygninger og anlæg. Udbuddet er vundet af et konsortium bestående af RGS Nordic, Søndergaard Nedrivning og DJ Miljø og Geoteknik. Vi vil nytænke genanvendelsen med en ny tilgang til processerne. Vi vil sætte nye standarder for byggebranchen med projektet.

Vi virkeliggør de bæredygtige visioner omkring øget genbrug af byggematerialer fra bygninger som nedrives. For det betaler sig i mange tilfælde, at bruge ekstra tid og energi på at afmontere, nedtage og afkoble langt flere ressourcer, end ved en almindelig nedrivning som det sker i dag. Udfordringen her ligger i forinden at få sorteret og udpeget præcis hvilke byggematerialer der kan betale sig at genbruge, hvor og hvornår – og hvordan. Hertil er vi sammen i færd med at udvikle et ressourcekortlægnings og -kapitaliseringsværktøj, som sammenholder og anskueliggør totaløkonomi og i sidste ende danner grundlag for beslutningen om hvem der konkret skal gøre hvad, hvornår. Processen med brugen af værktøjet, omfatter en tæt dialog og løbende koordineret kommunikation med bygherre, nedriver, arkitekt og øvrige aktører. Nøgleordet her er koordineret samarbejde. For i sidste ende er det i fællesskab, vi får løftet os mod øget bæredygtighed.