DJ Miljø & Geoteknik P/S har i et konsortium med RGS Nordic og Søndergaard Nedrivning nedrevet den gamle kaserne på C.F. Grunden i Kolding, hvor der skal opføres en ny daginstitution. Projektet var udbudt som et udviklingsprojekt gennem CLEAN.
Foruden at udføre almindelige opgaver ved nedrivning, som kortlægning af miljøfarlige stoffer, har vi været med til at virkeliggøre de bæredygtige visioner omkring øget genbrug af byggematerialer fra bygninger, som nedrives.
Udfordringen her ligger i forinden at få sorteret og udpeget præcis hvilke byggematerialer, der kan betale sig at genbruge, hvor og hvornår – og hvordan. Hertil har vi sammen udviklet et ressourcekortlægningsværktøj, som sammenholder og anskueliggør totaløkonomi og i sidste ende danner grundlag for beslutningen om, hvem der konkret skal gøre hvad og hvornår.
Processen med brugen af værktøjet omfatter en tæt dialog og løbende koordineret kommunikation med bygherre, nedriver, arkitekt og øvrige aktører. Nøgleordet her er koordineret samarbejde – for i sidste ende er det i fællesskab, vi får løftet os mod øget bæredygtighed.
Verdensmål 8:
På grund af DJ Miljø & Geotekniks part i udarbejdelsen af en ressourcekortlægning, var det muligt at genbruge en langt større del af materialerne fra nedrivningen end sædvanligt. Denne ressourcekortlægning muliggjorde nemlig, at man kunne skitsere præcis hvilke byggematerialer, der kan betale sig at genbruge og til hvad. Derved understøtter dette projekt helt konkret delmål 8.4. som handler om, at den globale ressourceeffektivitet inden for forbrug og produktion skal forbedres frem til 2030, og at det skal bestræbes at afkoble økonomisk vækst fra miljøforringelse, i overensstemmelse med de 10‑årige rammeprogrammer for bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre.